
Med angsten som kærlig livsledsager
Foredrag v/Anja Friis Christensen
Temaaften med Anja Friis Christensen den 7. november i auditoriet i Psykiatriens Hus over temaet: Når sindet slår knuder. Anjas oplæg om sin egen angst, og hvordan det lykkedes for hende gennem vedvarende arbejde gennem terapi at gøre den til en nyttig hjælper, gik lige ind hos de 80 deltagere i arrangementet. Anjas fortælling og den meget visuelle iscenesættelse gjorde at tilhørerne efterfølgende spurgte meget ind, og også delte egne erfaringer med os alle."
Kristian Buhr, forhenværende formand i Bedre Psykiatri Aarhus

Næste foredrag d. 26/11
Du kan opleve dette foredrag den 26/11 2024 i Odense v/Bedre Psykiatri. Der kommer information herunder, så snart arrangementet offentliggøres.
De varmeste anbefalinger til Anja, hun leverede et virkeligt flot foredrag hos os omkring, ”Angsten som kærlig livsledsager” den 25.10.2023. Vi fulgte hendes udviklingsrejse med opdagelser og erkendelser omkring angst og hvor svær den kan være at håndtere, men hvor hun nu har fundet hendes vej og lever et godt liv med den. Anja havde sit hjerte og troværdighed med sig, både på det personlige og professionelle plan. Tilhørerne lyttede meget intenst til hende og efterfølgende var der stor spørgelyst, hvor Anja havde gode svar på de stillede spørgsmål. Alle fik noget med sig hjem. Evalueringsskemaerne som vi altid uddeler til vores foredrag viste også meget høje point."
Karin Birch Lange, formand og koordinator i Bedre Psykiatri Vejle

Om foredraget
Anja havde angst og lavt selvværd, og det kulminerer i en depression som 28-årig og et startskud for en udviklingsrejse fyldt med opdagelser, erkendelser og heling.
Anja fortæller i dette foredrag, hvordan hun igennem sin personlige udvikling har sluppet angsten og følelsen af at være forkert. Hun fortæller, hvordan hun lærte, at angsten var en kærlig livsledsager, der gjorde hende opmærksom på, når hun undertrykte sine følelser og behov, i forsøget på at passe ind. Angsten skulle ikke længere håndteres og mestres, men i stedet lyttes kærligt til.
Hun er netop aktuel med bogen ”Når sindet slår knuder”, hvor hun tager læseren med på sin rejse – helt ind i terapirummet. Anja vil tage deltagerne med ind i terapirummet og vise, hvordan angsten gemmer på følelser og behov. Og ved at mærke, rumme og acceptere følelserne, kan man finde ind i essensen til en dyb tilstand af ro og kærlighed.
Hun vil krydre med sin faglighed som psykoterapeut, og hun vil illustrere sine pointer med visuelle hjælpemidler.